postheadericon Miljøsvin

Danske forbrugere er nogle af jordens værste miljøsvin. Det viser 'Living Planet Report 2012' fra WWF Verdensnaturfonden. Men vi forbrugere har faktisk gode muligheder for at gøre det bedre. Køb mere økologi og miljømærkedevarer og læg livsstilen om ved at spise mindre kød og lade bilen stå.

Af Klaus Melvin Jensen, Kampagneleder hos Aktive Forbrugere

Endelig noget vi danske er gode til. En ny rapport viser at Danmark har det fjerde største globale fodaftryk. Det er et mål for hvor mange af jordens ressourcer vi danskere lægger beslag på. Hvis alle mennesker i verden levede på niveau med danskerne, så ville vi have brug for mere end fire jordkloder, for at Jorden kunne nå at genskabe de ressourcer, som vi forbruger.

Men hvad er nu det for noget? Har vi ikke i årevis hørt at Danmark er et foregangsland på miljøområdet? Der er vindmøller overalt i landet. Der er stramme miljøkrav til landbruget og industrien. De danske forbrugere er verdensmestre i indkøb af økologi. Der er tårnhøje miljøafgifter på vand, energi og transport. Man kunne blive ved.

Men fordi Danmark i mange år har været blandt de absolut rigeste lande i verden, så har vi danske forbrugere rigtig mange penge at købe for. Og vores grådige øjne falder på alt fra elektronik og lækre fødevarer til biler og modetøj.

Men problemet er at langt de fleste af disse vare produceres i lande langt fra Danmark og under forhold som medfører en voldsom belastning for miljøet.

Hver gang vi køber en ny fladskærm så bliver de kinesiske floder endnu mere forurenet af kemikalier og tungmetaller fra fabrikkerne. Bomulden i vores tøj produceres med et så ekstremt forbrug af pesticider at både de indiske landmænd og det indiske grundvand forgiftes. Fordi så mange af vores fødevarer indeholder palmeolie så fjernes regnskoven på Borneo og orangutangen trues af udrydelse. Når vi sætter tænderne i en svinekotelet så betyder det at store arealer i Argentina dyrkes med pesticider og gensplejsede afgrøder for at skaffe foder til grisene. Metallet i vores biler medfører hensynsløs minedrift over hele verden.

Med andre ord så har vi bare flyttet vores forurening udenfor Danmark. Sandheden er at vi danske forbrugere ikke bare er nogle miljøsvin, vi er desværre nogle af de allerværste af slagsen.

Men vi forbrugere har faktisk gode muligheder for at gøre det bedre. Butikkerne har masser af mljømærkede og økologiske varer som er mindre belastende for miljøet. Vi bør også ændre på vores livstil og spise noget mindre kød, stoppe med at købe ting vi ikke rigtigt får brugt og lade bilen stå og tage toget i stedet for. Det er bare med at komme i gang. Undskyldninger er der i hvert fald ingen af.

Bloggen har oprindeligt været bragt som klumme i avisen 24timer, den 22.05.2012

 

Mere om 'Living Planet Report 2012'

Klik her og læse mere om rapporten på WWFs hjemmside.

Klik her for at læse rapporten (PDF format)