postheadericon En sky for solen?

De private danske solcelleanlæg producerer allerede nu 200 megawatt el og sparer klimaet for forureningen fra en mængde beskidt kulstrøm. 

Alligevel vil Klimaministeren nu indføre en skat på el fra private solcelleanlæg. Men er det virkelig en god ide, hvis vi vil have flere til at bruge vedvarende energi og dermed bidrage til at løse klimaproblemerne?

Af Klaus Melvin Jensen, Kampagneleder hos Aktive Forbrugere

Det er ikke nemt at være bæredygtig elforbruger. Meget af den el vi køber er fremstillet ved afbrænding af kul, hvilket bidrager til at Danmark har et alt for højt CO2 udslip til skade for klimaet.

Men så kan man jo heldigvis købe et solcelleanlæg og fremstille sin egen klimavenlige el. Det gjorde jeg selv for 5 år siden. Dengang da solcellerne kostede mere end det dobbelte af hvad de koster nu.

I mellemtiden er priserne på solceller faldet, så de nu er ved at blive allemandseje og Klimaministeriets mål om en dansk solcellekapacitet på 200 megawatt i 2020 er utroligt nok allerede opnået i år. I praksis bliver der altså sparet 200 megawatt forurenende el. Det er simpelthen fantastisk at vi elforbrugere på den måde bidrager til at løse vores klimaproblemer.

Imidlertid er der ved at gå en politisk sky for solen. For den konventionelle el som kan købes fra elnettet er pålagt høje energiafgifter, som giver staten en indtægt på mange milliarder. El fra private solcelleanlæg til eget forbrug er der derimod ikke afgifter på.

Problemet med solceller er at de producerer mest el som sommeren når solen skinner. Men el skal man jo bruge hele året. Det problem løses med den såkaldte 'Nettomålerordning'. Den betegnes ofte noget vildledende som en støtteordning, men betyder bare at man som solcelleejer kan sende sit overskud af el ud i elnettet om sommeren og så hente det tilbage resten af året. Man bruger altså elnettet som en slags "batteri".

Vores politikere fra Klimaministeren og nedefter vil nu til at justere nettomålerordningen så "det bliver mindre attraktivt at sætte solceller op". Det dækker reelt over at de vil have at vi oven i investeringen i et dyrt solcelleanlæg også skal betale energiafgifter af den klimavenlige solcelle el, som vi producerer til eget brug.

Staten har selvsagt brug for indtægter for at kunne betale for alle de vigtige udgifter til bl.a. hospitalerne, politiet og krigen i Afghanistan. Men er det rimeligt at beskatte produktion til eget forbrug? Skal vi også til at betale afgifter for de gulerødder vi selv dyrker i vores have? I Danmark vil vi gerne have en hurtig udbygning af den vedvarende energi. Mon ikke det var bedre at finansiere de fælles udgifter ved at beskatte ting vi vil have mindre af i stedet for noget vi vil have mere af?

Bloggen har oprindeligt været bragt som klumme i avisen 24timer, den 23.10.2012