postheadericon Mere end bare billige priser

Man siger at bedst og billigst er det vi forbrugere vil have. Det lyder godt, men desværre er det langt fra altid at virkeligheden kan levere begge ting på samme tid. Afskaffelsen af lukkeloven har muligvis givet lavere priser, men til gengæld betydet færre butikker, lave service og dårlige udvalg.

Af Klaus Melvin Jensen, Kampagneleder Aktive Forbrugere

Hvis vi vil have lækre økologiske fødevarer som er produceret uden farlige sprøjtegifte, unødig forurening af vandmiljøet og med anstændige forhold for husdyrene, så er det desværre nødvendigt at betale lidt ekstra. Hvis vil vil have en ordentlig udvalg og service i vores supermarked, så skal vi nok holde os langt væk fra discountsupermarkederne.

Det sker faktisk ofte at der er en sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Sidste års afskaffelse af lukkeloven er også et eksempel på at vi forbrugere ikke kan få det hele til billigere priser.

Den umiddelbare konsekvens har selvsagt været at butikkerne nu har åbent længere. Muligvis er priserne også faldet lidt. Så vidt så godt. Men andre og mere dystre konsekvenser er allerede begyndt at vise sig.

Discountbutikkerne stormer frem. Fx er Coop allerede begyndt at omdanne deres brugsforeninger til Faktabutikker. Ifølge en prognose fra Retail Institute Scandinavia vil discountbutikkerne i 2020 have 45 procent af salget af dagligvarer. Det er samme niveau som Tyskland. Det betyder et drastisk fald i det udvalg af forskellige fødevarer som vi forbrugere kan vælge imellem, ligesom det vil blive langt sværere for nye og spændende produkter at få plads på hylderne.

Antallet af nærbutikker vil falde fra mere end 500 nu til blot 200 butikker i 2020, til skade for nærmiljøet i steder som Rødovre og Virum.

Men det bliver værst ude på landet hvor det i forvejen er en blandet fornøjelse at være forbruger. Bageren og slagteren er lukket for længst. Banker, apoteker og posthuse er også snart væk og nu vil afskaffelsen af lukkeloven så skubbe en lang række dagligvarebutikker ud over kanten. Der bliver fremover rigtigt langt når der skal købes dagligvarer. Et alvorligt problem især for de stadig flere ældre og dem uden bil.

Vi forbrugere er interesseret i andet og mere end bare billige priser for enhver pris. Den gamle lukkelov var næppe perfekt, men den forsøgte dog at balancerer en række forskellige hensyn mellem discount og et ordentligt udvalg og mellem forbrugerne i de store byer og dem på landet. Sådan er det ikke længere. Nu er det discount som fremmes. Uden begrænsning på åbningstiderne.

Bloggen har oprindeligt været bragt som klumme i avisen 24timer, den 29.01.2013

Læs også

Lukketid (Klumme fra avisen 24timer, 28.02.2012)