postheadericon Adulhalim Demir - sandblæsningsarbejder

BegoMange af de jeans som sælges i butikkerne har deres slidte look, fordi de er behandlet med sandblæsning, selvom denne metode giver tekstilarbejderne den dødbringende sygdom silikose. Adulhalim Demir - en tidligere sandblæsnings-arbejder fra Tyrkiet, som lider af silikose fortæller om sit arbejde.

Jeg kom til Istanbul i slutningen af 1990'erne på udkig efter arbejde. Jeg voksede op i landsbyen Taslicay i Bingol-regionen i det østlige Tyrkiet. I den østlige del af Tyrkiet var der næsten ingen arbejdspladser. Mine forældre var landmænd og havde kvæg. Men på grund af det kurdiske PKKs væbnede oprør, blev det forbudt holde græssende kvæg i bjergene. Vi kunne derfor ikke længere finde steder, hvor vores kvæg kunne græsse, og vi blev nødt til at sælge alle vores dyr. Der er ingen anden industri i området, så min far havde ikke nogen indtægt. Jeg måtte holde op med at gå i skole og rejste til Istanbul i håb om at finde arbejde.

I Istanbul havde jeg ingen slægtninge eller venner. Jeg søgte arbejde de steder, hvor migrantarbejderne findes. Men migrantarbejdere får kun de mest beskidte og farlige jobs.

Jeg fik først arbejde for Leke Jeans. Oprindeligt i en anden afdeling, men jeg sov i sandblæsningsafdelingen. Efter nogen tid sagde de, at hvis jeg ønskede at fortsætte med at kunne sove der, skulle jeg begynde at arbejde som sandblæser. Jeg arbejdede der i to måneder.

I 1998-1999 arbejdede jeg i et helt år som en 'master sandblæser' på en fabrik, der producerede jeans for Tommy Hilfiger. Jeg arbejdede der og sov der. Jeg tror, at det må have været den periode, der gjorde mig syg.

Silikose - en dødelig lungesygdom
Det var senere, under aftjening af min værnepligt, at jeg opdagede, at jeg havde silikose. Jeg var for syg til at kunne løbe, men lægerne kunne ikke give mig en diagnose. De sagde, at jeg var OK.

En af mine slægtninge var også blevet syg med de samme symptomer, men han fik diagnosen silikose, fordi hans læge kendte til problemet med sandblæsning, og derfor fik han en lægeerklæring. I hans tilfælde var sygdommen allerede meget fremskreden, og han døde kort tid efter. Så blev jeg også diagnosticeret med silikose. Vi var en gruppe af tidligere sandblæsningsarbejdere, der havde samme symptomer. Jeg husker, at vi var 157 mand. Ud af dem, viste 145 sig at have silikose.

Sandblæsningsarbejder uden arbejdstagerrettigheder
Først senere lærte jeg om mine rettigheder som arbejdstager, men jeg var blevet snydt. Virksomheden havde manipuleret med papirarbejdet omkring min sociale forsikring, bl.a. via falsk bogføring. Så selvom jeg havde en kontrakt og betalt min sociale forsikring, har jeg i tre år måttet kæmpe for at bevise, at jeg overhovedet har arbejdet som sandblæser, og at mine helbredsproblemer skyldes mit arbejde.

Staten siger, at eftersom jeg har arbejdet på det uformelle arbejdsmarked, så er det ikke statens ansvar. Men hvis staten havde levet op til sit ansvar, ville disse problemer slet ikke være opstået.

Alle som arbejdede med sandblæsning er syge nu. Jeg ville ønske jeg havde kendt til faren i forvejen. Hvis jeg havde vidst det, vil jeg aldrig have arbejdet som sandblæser. Jeg vil nu advare alle arbejdstagere i andre lande om den skjulte fare ved sandblæsning.

Min sygdom har spredt sig til 46 procent af mine lunger. Jeg kan ikke lave fysisk arbejde, jeg kan ikke løbe eller klatre. Hvis jeg bliver forkølet, er det meget farligt for mig. Jeg har åndenød hele tiden og jeg kan ikke tale, da det kan forværre min sygdom. Nogle gange er jeg nødt til at tage på hospitalet i en måned og få direkte ilt.

Jeg har tre børn, som er ti, syv og seks år gamle. Jeg finder det smertefuldt, at jeg ikke kan arbejde og tjene en ordentlig indkomst. Jeg prøver på ikke at tænke over disse ting. Hvis jeg tænker positivt, vil sygdom måske ikke forværres yderligere.

Venner og slægtninge også syge af silikose
Jeg vil gerne bruge min tid på at arbejde for at forhindre, at andre arbejdere bliver syge på grund af sandblæsning. I min landsby Taslicay i det østlige Tyrkiet bor der 2000 mennesker. Mere end 300 er nu blevet syge af sandblæsning. Firs af mine slægtninge er syge.