postheadericon Mit navn er Anju

AnjuAnju er en indiske tekstilarbejder Her fortæller Anju om sit liv, sin familie og de forhold, hun som tekstilarbejder må arbejde under.

Jeg hedder Anju, jeg er 34 år og kommer oprindeligt fra Kanpur i Uttar Pradesh. Jeg arbejder som tekstilarbejder i Delhi, hvor jeg bor sammen med min mand og mine fire børn. Jeg har tre piger: Seeta på 15, Renu på 14 og Ramesh på 12 år. Mit yngste barn hedder Anil, han er 8 år.

Det sted, jeg bor nu hedder Kapas Hera. Det er i udkanten af Delhi. Her bor millioner af migrantarbejdere. Vi bor trangt, da hele familien på seks personer deler et lille rum.

Min mand og jeg er begge tekstilarbejdere. Jeg har været tekstilarbejder i nogle år nu. Det er et vanskeligt og hårdt erhverv. Vi arbejder mange timer hver dag, og tjener samtidig meget lidt. Jeg har produceret tøj for mange kendte mærkevarer. Vores chefer presser os for at nå vores produktionsmål, de råber af os og skælder os ud, hvis vi ikke vi når målene.

Der hvor jeg bor, er størstedelen af bygningerne ejet af nogle få mennesker. Min husejer kræver, at vi og de andre lejere køber madvarer i den butik, som han eller hans familie ejer. Men i den butik er priserne altid meget højere, end de er på markedspladsen. Derudover har vi problemer med både vand- og strømtilførslen. Vi mangler strøm det meste af tiden, og om sommeren har vi knapt nok vand til at drikke.

Vejen til Delhi
Jeg og min mand, Rakesh Kumar, plejede at arbejde som skræddere og sy tøj for folkene i vores landsby. Vi havde en lille forretning, som vi lejede i Kanpur. I 2005 besluttede myndighederne i Uttar Pradesh at gøre vejen bredere på den side, hvor vi havde vores lille forretning. Så ejeren bad os om at forsvinde så hurtigt som muligt, fordi han skulle aflevere jorden til regeringen. Selvom vi mistede vores levebrød, fik vi ingen kompensation, da vi ikke ejede butikken.

Mens vi sørgede over tabet af vores arbejde, fik min mand besøg af en slægtning, Mr. Pappu, som havde arbejdet i Delhi i mange år. Da vi fortalte ham om vores problemer, foreslog Pappu, at vi kunne flytte til Delhi, hvor der er mange virksomheder, der syer tøj, som eksporteres til udlandet. Han fortalte, at der hele tiden blev åbnet nye fabrikker. Vi gjorde som han sagde og flyttede til Delhi i januar 2006. Pappu fandt et rum til os, som vi kunne leje i Kapas Hera.

Da han fortalte, at lejen for rummet var 800 rupies (90 kr.) om måneden, fik jeg et chok. Jeg var ikke sikker på, at mine fire børn, min mand og jeg kunne leve i det rum. Men efter lidt tid forstod jeg, at alle her omkring var vant til at bo sådan.

Jeg plejede at høre flotte historier om Delhi, hovedstaden, hvor Parlamentet og Højesteret ligger. Jeg havde forestillet mig et billede af et skinnende og rigt Delhi, hvor folk havde det bedre end i landsbyen, men det billede falmede hurtigt.

Arbejdet på fabrikken
I 2008 bestemte jeg mig for at begynde at arbejde på en fabrik i Gurgaon i Delhi. Jeg fandt et skrædderjob på en af fabrikkerne, som leverede tøj til europæiske mærkevarer. Fra nu af vil jeg fortælle min historie om, hvordan det var at arbejde på en fabrik i Guragon.

For det meste plejer de ansatte ikke at blive særlig længe på en arbejdsplads i Gurgaon, og det er sjældent, at man møder en person, som har arbejdet på det samme sted i mere end to år. Der er mange årsager til, at folk ikke bliver det samme sted. Nogle gange bliver arbejderne fyret af cheferne, mens det andre gange skyldes vold eller chikane og for høje produktionskrav til arbejderne. Men det nytter ikke noget at skifte til en anden fabrik, for der vil man finde nøjagtig samme forhold.

Arbejdsforholdene på fabrikken var dårlige. På fabrikken i Gurgaon fik vi ikke mindstelønnen, og vi blev tvunget til at tage overarbejde til mindstelønssatsen. Vi havde ikke adgang til drikkevand, der var dårlig luft og det var ulideligt varmt. Kvindelige arbejdere segnede om og besvimede på grund af varmen og dehydrering, og mange kvinder fik også urinvejsinfektioner af de uhygiejniske toiletter.

Arbejderne i Gurgaon er altid bange for at starte en fagforening eller være med i fagforeninger, fordi ledelsen slår hårdt ned på fagforeninger. Men mod slutningen af 2009 startede jeg og nogle kollegaer i al hemmelighed en fagforening på fabrikken. Vi vidste, at hvis ledelsen hørte om vores organisering, ville vi alle sammen miste vores job.

Lønnen som jeg modtog, efter pensionen var trukket fra, var 3600 rupies (407 kr.). Virksomheden gav mig aldrig noget bevis for, at jeg blev trukket for pension. Lønnen var aldrig tilstrækkelig til min familie på seks – inkluderet fire skolebørn. Da myndighederne i Haryana i januar 2010 øgede mindstelønssatsen, nægtede ledelsen på min arbejdsplads at betale os den nye mindsteløn. Fagforeningen måtte derfor tage kampen op for at sikre os denne ret. Det var dengang fabriksledelsen begyndte at slå tilbage mod os. Senere skal I få at vide, hvad der så skete (ref. afsnit: At være organiseret).

Et nyt liv i Delhi
Min yngste søn var bare fire år, da vi flyttede til Delhi. Da vi var flyttet til et helt nyt sted med nye mennesker, besluttede vi, at det kun var min mand, der skulle arbejde de første måneder.

I stedet for at arbejde skulle jeg være hjemme og passe børnene. Pappu fandt et job til min mand på fabrikken, hvor Pappu selv arbejdede.

Nu opstod et nyt problem – at få plads på en skole til mine børn. Det er næsten umuligt for migrantarbejdere at få plads til deres børn i de offentlige skoler. Så, desværre, besluttede vi, at vi ikke kunne sende børnene i skole det år.

Efter et par uger forstod jeg, at det er umuligt at overleve på én persons løn i Delhi. Så jeg måtte også til at se mig om efter et job, og dermed glemme idéen om kun at være hjemme og passe børnene.

Livet som hjemmearbejder
Det er ikke så vanskeligt at få hjemmearbejde inden for tekstilindustrien i Delhi. Jeg fortalte de andre kvinder i nabolaget, som også arbejder hjemmefra, at jeg ønskede at gøre det samme. Næste dag kom en mand til mit hus. Han forklarede mig betingelserne for at arbejde for ham, hvad jeg skulle gøre, og hvor meget jeg ville tjene. Dagen efter kom han med tøj, som jeg skulle sy, brodere, sætte knapper og stropper på.

Manden betaler aldrig den sum, som vi mundtligt blev enige om, da jeg begyndte at arbejde hjemmefra. Når lønningsdagen kommer, betaler han altid 10-15 procent mindre end det, vi havde aftalt.

Når man arbejder på denne måde, får man betaling på akkord. Og lønnen er afhængig af typen af arbejde, sværhedsgraden, og hvor lang tid det tager at blive færdig. Jeg har udført arbejde som gav mig alt fra 4 rupies (45 øre) til 20 rupies (2,26 kr.). For at færdiggøre et arbejde, som kan give mig 20 rupies, må jeg arbejde i 3-4 timer.

Jeg arbejdede hjemmefra på denne måde i to år, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne tjene nok penge til at forsørge min familie. Det er sådan jeg endte med at arbejde i Gurgaon. (ref. afsnit: Arbejdet på fabrikken)

At være organiseret i en fagforening
Efter at fagforeningen begyndte at arbejde åbenlyst på fabrikken i Gurgaon, begyndte gengældelsen fra ledelsen. Først begyndte de at erstatte fastansatte med kontraktarbejdere. Arbejdslederne begyndte at chikanere de ansatte, når de ikke nåede de uopnåelige produktionsmål. Ledelsen lukkede for drikkevandet til de ansatte, ja selv vandet på toiletterne blev lukket. De begyndte at sende bøller ind for at genere os og true de arbejdere, der blev i fagforeningen. En eftermiddag, da vi forlod fabrikken efter arbejde, blev vores fagforeningsleder overfaldet af bøllerne. Målet var åbenbart at stoppe fagforeningsaktiviteterne og true os alle. Fra da af indså jeg styrken i at stå sammen, og jeg blev meget aktiv i fagforeningen.

Før jeg tog del i kampen for arbejderes rettigheder, var alt meget anderledes. Hver morgen når jeg kom ind på industriområdet, havde jeg mange bekymringer... om jeg ville klare at opnå produktionsmålene, hvordan dagen ville blive, hvordan børnene havde det derhjemme... og for hvert skridt jeg tog på vej hjem igen, var jeg lettet. Men efter at jeg blev organiseret, var jeg altid meget nervøs, når jeg forlod industriområdet. For hvert skridt jeg nærmede mig mit hjem, blev jeg mere og mere nervøs. For hvad kom til at ske? Ville jeg være i stand til at finde et nyt job i fremtiden, nu hvor jeg har hævet min stemme mod ledelsen og deltaget i demonstrationer udenfor fabrikken?

Pengene slår ikke til
Vi har omkring 8.000 rupies (905 kr.) om måneden at leve for. Nogle måneder lidt mere, andre måneder lidt mindre, afhængigt af hvor mange dage min mand arbejder.

Ja, vi har ca. 8.000 rupies at rutte med, men det rækker ikke til at alle de nødvendige ting, fordi min mand ryger og drikker. Der er altid pengemangel i familien.

Hvad jeg bruger vores penge på?
Lejen for rummet vi bor i inkl. strøm er 1.500 rupies (170 kr.). Dåsemad og lignende koster ca. 3.000 rupies (340 kr.). Jeg køber kylling to gange om måneden – dét og grøntsager koster sammenlagt ca. 1.200 rupies (135 kr.). Børnenes uddannelse koster omkring 1.000 rupies (113 kr.) om måneden. Hver måned har vi også udgifter til medicin, det er ca. 200-400 rupies (22-44 kr.).

Mine to ældre piger forstår, hvilken situation vi er i, og de har lært at tilpasse sig. Så de ved godt, at de må spise det der er og tage det tøj på, der nu engang er. Men de mindste børn er for små til helt at forstå disse vanskeligheder.

Mit liv gør mig trist. Jeg vil have, at mine børn skal have et godt liv. De skal kunne spise god mad, klæde sig godt på og tage en god uddannelse. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få dette til at lykkes, når jeg tvinges at leve fattigdom, selvom jeg arbejder hårdt.

Min Familie
Da jeg var yngre ville jeg gerne giftes, stifte familie og være en god husmor. Jeg tænkte, at jeg ville have to børn. Men efter at jeg blev gift, fødte jeg fire børn.

Min mand og hans familie ville have en dreng. For hver gang jeg fødte, var de spændte på, om det blev en dreng. Min svigerfar var alkoholiker og tog ofte sine fulde venner med hjem. Så samtidig med at jeg blev chikaneret af min mand, fordi jeg kun fik piger, blev jeg også plaget af hans far og vennerne. Jeg var ked af mit liv, og samtidig begyndte min mand at drikke og se efter andre kvinder. Han begyndte i fuldskab at slå mig hver aften, fordi jeg kun havde født piger. "De er en byrde for familien" sagde han om pigerne.

Jeg havde tre yngre søskende, som ikke var i stand til at hjælpe mig med at kontrollere min mand eller diskutere med ham. Heller ikke mine forældre var i stand til det. Min mand benyttede sig af min svage position, bankede mig, og gik bag om ryggen på mig. Langsomt indså jeg, at hvis jeg fortsatte med at være afhængig af ham, ville mine børn sulte, så jeg besluttede mig for at tjene penge selv ved at sy andre folks tøj.

Lige efter at jeg fødte vores tredje barn, forsvandt min mand i tre måneder. Han var så vred over, at jeg havde født den tredje pige, og flyttede hen til en anden kvinde i en landsby langt fra min hjemby. Da jeg hørte fra en bekendt, at han boede der, rejste jeg derhen for at hente ham hjem. Jeg havde nemlig brug for hans hjælp til at tage vare på mine piger. Desuden, mens min mand boede sammen med den anden kvinde, begyndte min svigerfar at antaste mig seksuelt. Jeg var afhængig af min mand, så selvom der var sket så meget, så måtte jeg vende tilbage til ham.

Da han kom tilbage, startede vi vores skrædderbutik. Men lidt efter lidt blev han uansvarlig igen. Han tvang mig til at få endnu et barn i håb om, at vi ville få en dreng. Men selv efter at drengen var født, ændrede hans opførsel sig ikke. Han fortsatte med at drikke og slå mig. Arbejdet i butikken gik godt, men han brød sig aldrig om mig og mine piger, og han skældte mig hele tiden ud foran børnene.

Så flyttede vi til Delhi. Vi ledte efter arbejde og jeg trængte til fred i sjælen. Jeg havde håbet, at et nyt sted ville være med til at forandre min mand, og at der kunne ske noget godt i mit liv. Efter vi flyttede ændrede han sig lidt, han blev mindre truende overfor mig. Men han kom alligevel ofte fuld hjem og skældte mig og børnene ud. Men nu står mig og børnene sammen mod ham. For nylig sagde min ældste datter til ham, at hvis han angriber os igen, vil hun slå ham.

Min datters drøm
Min ældste datter går nu i 11. klasse, i en skole, hvor hun ikke behøver at møde op i klasseværelset hver dag, men stadig kan tage eksamen. Hun er lige fyldt 15 år. Nu tænker jeg, at jeg skal sende hende ud for at arbejde.

Jeg vil aldrig lade min datter arbejde i tekstilindustrien. Jeg har været udsat for så meget chikane på sådanne arbejdspladser og vil ikke have, at mit barn også skal være offer for det. Min datter siger, at hun drømmer om, at tage et IT-kursus. Jeg må tænke over det, for IT-kurser er så dyre, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal spare sammen til det. Min mand kan ikke lide pigerne, så han er ligeglad med, hvorvidt de går i skole eller ej.

Min ægtefælle
Han arbejder med at stryge tøj på en tekstilfabrik. Han kan lide at arbejde på akkord, fordi akkordsystemet giver ham frihed. Han arbejder 15-20 dage om måneden, og går ikke på arbejde regelmæssigt. Selv om han arbejder mindre end mig, tjener han mere. Men han bruger halvdelen af lønnen i vinbutikken og på cigaretter og gutka (en slags tyggetobak af betelnødder, tobak og lime).

Det eneste ansvar, han påtager sig, er at betale for huslejen og lidt madindkøb, det svarer måske til 1.500-1.750 rupies (170-200 kr.). Resten af pengene bruger han på sig selv, hvilket betyder, at jeg må arbejde ekstra timer for at tjene mere og for at mine børn i al fald ikke skal sulte. Min mand er ligeglad med sådanne ting – som hvad børnene spiser og hvad de kan lide. Alt dette er mit ansvar. Børnenes uddannelse er også mit ansvar. De får små stipendier fra skolerne til at købe tøj. Jeg sender mine børn i offentlige skoler, selv om jeg ikke synes, at de skoler er gode. Jeg har ikke råd til at betale de høje afgifter, som privatskolerne kræver.

Kan situationen blive bedre?
Jeg tror, at arbejdsforholdene i tekstilindustrien kan blive bedre, hvis der bliver etableret fagforeninger på fabrikkerne, og hvis myndighederne sikrer, at loven overholdes. Ledelsen vil altid lade som om, at de forbedrer forholdene på fabrikken for at tilfredsstille tøjfirmaerne, og dem der kontrollerer dem, så de kan fremvise gode rapporter. Tøjfirmaerne må være mere ærlige og sikre, at deres regler (red. Codes of Conduct) overholdes på fabrikkerne.

Jeg synes, at det er ledelsen på fabrikkerne, som må tage ansvar for de dårlige arbejdsforhold på fabrikkerne. Men jeg mener også, at tøjkæder og mærkevare firmaer har et lige så stort ansvar, når arbejdere bliver udnyttet og i perioder tvunget til at arbejde under stort produktionspres. Samtidig er regeringen også ansvarlig for at lovene ikke håndhæves. Ledelsen på fabrikkerne bestikker altid offentlige embedsmænd, så de kan sno sig udenom ansvaret. Indiske love er egentlig gode og kunne have beskyttet arbejderne, men grådige fabriksejere og korrupte politikere gør, at reglerne ikke overholdes.