postheadericon Houn Yi, arbejder på E Garment, Cambodia

HounYiHoun Yi er strikker ved E Garment. E Garment er H&M leverandør og kendt for systematisk at modarbejde sine medarbejderes organisering i fagforeninger. Som medlem af C.CAWDU-fagforeningen så hun sine fagforeningsledere blive fyret for et par måneder siden, da de lavede aktioner for bedre løn. Hun fortæller os om fagforeningsarbejde på fabrikken og om fagforeningsarbejdets indflydelse på arbejdernes levevilkår.

2. februar 2012. Arbejdsdagen på E Garment er slut. Tusinder af arbejdere forlader fabrikken og iler afsted for at finde en plads i de private transportlastbiler, som er linet op langs vejen. Pakket som sild i en tønde har mange af dem stadig en lang vej til deres sovesteder.

Heldigvis for Houn Yi behøver hun ikke at gennemgå denne daglige prøvelse. Det lille værelse, hun deler med sin søster og to andre kolleger, ligger mindre end 50 meter fra fabrikken. Hun undgår derved transportomkostninger. Men bygningen, hun bor i, har ingen private faciliteter. Toiletter og badeværelser skal deles og vand skal pumpes fra en vandpost i stueetagen.

"Vi skulle have filtreret drikkevand fra floden, men filteret fungerer ikke", forklarer hun, mens hun inviterer os med hen til sit værelse. "Ejeren udskifter det aldrig, og det er fuld af mus. Vandet er gult og lugter meget dårligt. Ingen vil drikke det. Så vi har ikke noget valg. Vi må købe vand på flaske hver dag."

Yi betaler 20 dollars om måneden for at leje stedet, plus 2,5 dollars for elektricitet. "Jeg hader det her sted. Jeg har boet her i 6 år nu, og vi har stadig hverken ventilatorer eller moskitonet. Taget er af bølgeblik, så her er meget varmt, og vi mangler frisk luft. Og udlejeren ønsker at forhøje prisen. Især nu, hvor vi lige har fået et ekstra tillæg [red.note: de 5 dollars i helbredstillæg, som blev indført i januar 2012]. Han ved, at vi ikke kan finde noget billigere her i nærheden."

Med en månedsløn på 80 dollars inklusiv alle tillæg, fratrukket de 30 dollars, hun hver måned sender til sin familie, kan Yi ikke få råd til at leje noget andet. Og at sige op på fabrikken for at finde et andet job er simpelthen utænkeligt.

"Vi er her, fordi vi er fattige. Vi må kæmpe for at få penge. Selvfølgelig vidste min søster og jeg, at det ikke var en let opgave, da vi gik ind til det, men vi havde ikke noget valg. At arbejde som øl-reklame-pige i barerne ville være endnu hårdere. Derfor er vi nødt til at arbejde her seks dage om ugen. Og derfor er vi også nødt til at kæmpe for vores rettigheder."

"Kæmpe" er et verbum, der passer temmelig godt til Yi. I stedet for passivt at forblive i lidelsesrollen, har hun besluttet sig for at blive aktivist i C.CAWDU, den eneste uafhængige fagforening, der er aktiv på fabrikken. En modig handling i betragtning af de tilknyttede risici. Den 2. maj 2007 valgte mere end 250 medarbejdere at danne en lokal afdeling af C.CAWDU. Allerede den følgende dag blev 13 af de 19 kandidater fyret uden forudgående varsel, 3 andre kandidater blev truet, forflyttet og til sidst fyret.

Senere, i juli 2011, blev 8 C.CAWDU-repræsentanter fyret og to andre angrebet efter at have indsamlet underskrifter for en løn i beklædningsindustrien, som man kan leve af. De fyrede C.CAWDU ledere er endnu ikke blevet genansat.

"I de første år på E Garment var jeg medlem af en gul fagforening, [red.note: en fagforening, der primært varetager fabrikkens interesser], men deres praksis var ikke fair. Da C.CAWDU dannede en fagforening her, blev jeg medlem. Selvfølgelig tøvede jeg, i betragtning af, hvad der skete dengang. Jeg var bange. Men jeg følte også lettelse, fordi jeg vidste, at ledelsen ikke kunne tvinge os til at gøre som de ville."

I dag, hvor de faglige ledere endnu ikke er blevet genansat, lægger ledelsen stort pres på Yi. C.CAWDU bliver systematisk diskrimineret og sat udenfor indflydelse. Men hun giver ikke op. Under generalstrejken i september 2010 var hun den, der gennem en megafon foran fabriksporten opfordrede arbejderne til at deltage i strejken. "Det var ikke en nem tid, for vi fik ingen løn. Lederne havde hyret gule fagforeninger for at tvinge os til at stoppe strejken. Men vi holdt fast. Vi var så stolte over at stå op mod ledelsen. Det var meget vigtigt for os, og meget nyttigt. Efter strejken er anciennitetsbetingelserne blevet forbedret og overarbejdstillægget er forøget."

"Det er også takket være C.CAWDU's forhandlere, at arbejdere nu er på kontrakter af ubegrænset varighed. Før 2009 havde vi kun 6-måneders kontrakter. Det gav os ikke mulighed for at drage fordel af alle de goder, som vi nu nyder godt af. Og lederne betalte aldrig opsigelseskompensation ved afslutningen af hver korttidskontrakt. Nu, hvor vi har langtidskontrakterne, føler vi os mere sikre. Selv om der stadig er mange problemer ... "

Selv om E Garment er en af de få fabrikker, der udelukkende ansætter arbejdere på langtidskontrakter, er lønningerne stadig et vigtigt emne for arbejdstagerne. Mangel på penge er roden til mange sundhedsproblemer.

"Jeg kan kun bruge 6.000 riels om dagen på at købe mad [red.note: 1,5 dollar]. Det er kun lige nok til at få stillet sulten. Jeg kan købe en suppe og nogle ris - ingen frugter, ingen slik, ingen drikkevarer. Det er ikke nok, og mange af os lider af for lavt blodsukker. Det er derfor, der er så mange, der besvimer. Hver måned ser jeg 4 eller 5 kolleger besvime på fabrikken, især i nærheden af vaskestederne. Lugten af kemiske stoffer er virkelig stærk derovre. Denne enhed burde flyttes udenfor."

Besvimelse på E Garment sker primært, når der er overarbejde. Ifølge lovene må Yi's afdeling ikke arbejde over mere end 2 timer dagligt. Men i praksis opgives reglen, når en stor ordre kommer ind, eller når nye modeller skal fremstilles. I sådanne perioder er det ikke ualmindeligt, at Yi og hendes kolleger arbejder 12 timer dagligt.

"Fra januar til marts er der generelt færre ordrer, og det er svært at få overarbejde. Sidste måned kunne jeg ikke sende penge til mine forældre. Vi har flere muligheder for overarbejde resten af året. Men overarbejde er ikke en løsning. Jeg ville ønske, jeg kunne arbejde 8 timer om dagen 5 dage om ugen og få 120 dollars. Det ville give mig et bedre liv. At kunne vælge, hvad jeg spiser dag efter dag. At kunne købe nyt tøj fra tid til anden, og at kunne overføre flere penge til mine forældre. Men indtil da må vi kæmpe for at beholde vores UDC og for at vore arbejdslove respekteres. Efter min mening burde kunderne ikke købe produkterne, hvis fabrikken ikke overholder lovene. Og forbrugerne burde gøre noget, når de hører om problemerne på vores fabrikker. "