postheadericon Kasteløse slaver i den indiske tøjindustri

kasteloesUnge kasteløse piger i sydindien udnyttes groft af den lokale tøjindustri, der med slavelignende forhold producer tøj for en lang række internationale tøjmærker.

Kastediskrimination er et udbredt fænomen i Indien på trods af, at det har været forbudt siden 1950. Kastesystemet en bygger på en forestilling om, at nogle er født urene og derfor kan forurene andre. I kraft af denne nedarvede status skal mennesker i den laveste kaste, såkaldte dalitter eller "kasteløse", varetage særlige, især beskidte, former for arbejde og er i øvrigt underlagt en række sociale restriktioner, som krænker de mest basale menneskerettigheder, for eksempel oplever dalitterne grov diskriminering under uddannelse og i sundhedssystemet. Dalitterne er fanget på bunden af samfundet, de er marginaliserede og bliver groft udnyttet.

I den indiske tøjindustri bliver dalitterne groft udnyttet til at indgå slavelignende kontrakter med tøjfabrikanter. Tøj, der bliver produceret under disse forhold, finder også vej til de danske butikker.

Dalitterne er fanget på bunden af samfundet og tvunget til at udføre de hårdeste og dårligst betalte jobs. Det er stort set umuligt for dem at komme op i andre sociale lag, og mange er dybt forgældede.

Sumangali scheme
I det indiske samfund er det kutyme, at unge kvinder, der gifter sig, har en medgift med til mandens familie. Men mange familier har ikke råd til dette, hvilket tøjproducenterne udnytter. De tilbyder de unge dalitkvinder en 3-årig kontrakt med en efterfølgende bonus til medgift. Samtidig bliver pigerne lovet logi, god løn og tre nærende måltider om dagen. De unge piger ser dette som en mulighed for at kunne blive gift og få et bedre liv, ligesom de også ofte bliver presset af deres familie til at indgå aftalen. Disse kontrakter med bonus til medgift betegnes også som 'The Sumangali scheme'.

Løfterne fra 'the Sumangali scheme' bliver dog aldrig indfriet. Pigerne arbejder op til 72 timer om ugen uden ordentlig mad og bor op til seks mennesker sammen på et værelse på selve fabrikken. De tjener mindre end 7 kr. om dagen, hvilket er under mindstelønnen i Indien. Pigerne får ikke lov til at se deres familie og har ingen udgangstilladelse. Størstedelen af de unge piger ser aldrig deres lovede bonus, da de ikke kan gennemføre den 3-årige kontrakt pga. underernæring, dårlig hygiejne og arbejdsskader. Andre bliver fyret af uforklarlige årsager inden kontraktens udløb.


Kilder:
SOMO - Centre for Research on Multinational Corporations og ICN - India Committee of the Netherlands har udgivet rapporterne: Captured by Cotton: Exploited Dalit girls produce garments in India for European and US markets og Maid in India: Young Dalit Women Continue to Suffer Exploitative Conditions in India's Garment Industry dokumentere problemet og kommer med forslag til løsninger.