postheadericon Farver og forurening

farverTekstilindustrien er kendt som en af verdens mest forurenende industrier- Særligt farvningen af tøjet med giftige farvestoffer og kemikalier kan være problematisk for både miljøet, arbejderne og de forbrugerne. Med et stigende forbrug af tøj, står industrien overfor store udfordringer, når det kommer til at finde bæredygtige løsninger.

Farvningsprocessen er et vigtigt element i 'fast fashion industrien', da det er en af de måder hvorpå, man lettest kan ændre tøjets udtryk. Samtidig er farvningsprocessen også én af de processer, hvor der er rum for (og i høj grad brug for) store miljømæssige forbedringer. Da der i disse processer anvendes utrolig store mængder af vand, hvoraf udledning af skadelige farvestoffer og kemikalier i det omgivende miljø følger som konsekvens. Det estimeres, at 25 % af alle de kemikalier, som bliver produceret på globalt plan anvendes i tekstilindustrien, herunder i farvningsprocessen. Samtidig udledes der gennemsnitligt 600 liter spildevand for hvert kilo tøj som produceres.

Der findes et utal af forskellige farvestoffer, der kan farve vores tøj i flotte farver, men desværre består mange af disse farvestoffer også af en giftig cocktail, som ikke kun har en negativ effekt på miljøet, men også vores helbred.

Man kan generelt tale om, at udledningen af spildevand der indeholder rester af farvestoffer har en direkte og en indirekte effekt på miljøet og os som forbrugere. Den direkte effekt af kemikalier sker under selve farvningsprocessen, hvor kemikalieholdigt spildevand udledes fra fabrikkerne. Denne form for udledning påvirker i første omgang miljøet, men kan også have fatale konsekvenser for menneskets sundhed. Den indirekte effekt, som i første omgang påvirker forbrugernes helbred, sker når forbrugerne får kontakt med de kemikalierester, der stadig sidder i det tøj, de hiver ned af bøjlestangen i butikkerne.

Det estimeres, at der eksisterer over 10.000 forskellige farvestoffer og pigmenter til tekstiler og at der globalt set produceres 700.000 tons syntetiske farver årligt. Samtidig anslås det også, at op imod 200.000 tons af disse farvestoffer bliver udledt med farveriernes spildevand på grund af ineffektive farvningsprocesser. Farvestofferne ender hovedsageligt i spildevandet på grund af utilstrækkelig binding af farverne. Det er problematisk at store dele af farvestofferne ender i spildevandet, da de oftest indeholder egenskaber, der gør det vanskeligt at rense spildevandet, hvilket betyder, at en stor del af farvestofferne ender med at blive skyllet ud i miljøet. Når farvestofferne ender i miljøet kan det have meget negative konsekvenser for miljøet, da farvestofferne netop er skabt til at modstå biologisk nedbrydning. Det er dermed ikke kun i t-shirten at farven forbliver i lang tid, men også i miljøet. Derudover kan nogle farvestoffer i værste fald være kræftfremkaldende og mutationsfremmende, og dermed også medføre alvorlige helbredsmæssige konsekvenser.

Forurening i Kina
Kina er verdens førende eksportør af tekstiler og stod i 2010 for 34 % af den samlede globale eksport af tekstiler. Der er dog store udfordringer for den kinesiske regering, når det kommer til at sikre bæredygtige forhold i industrien. Det anslås, at 70 % af alle floder i Kina er forurenede og at 25 % af befolkningen ikke har adgang til rent drikkevand. Samtidig anslås det også, at 60.000 kinesere årligt lider af en for tidlig død grundet vandforureningen. Denne udvikling kan bl.a. sammenkædes med Kinas økonomiske udvikling og integration på det globale marked, da det estimeres, at 20-30 % af vandforureningen er relateret til produktion af eksportprodukter. Forurening af vand er særligt bekymrende i Kina, hvor vand allerede er en knap ressources. Det anslås at af Kinas større 600 byer, lider mere en ⅔ af vandknaphed og mere end 100 byer mangler vand i alvorlig grad. Yderligere udtømning eller forurening af Kinas vandressourcer har dermed store konsekvenser for befolkningen.

En af de floder, som er hårdt ramt af industriernes forurening er Yangtze floden, der ligger i et område centralt for Kinas økonomiske vækst. Det er dermed et område med megen industri, heriblandt tekstil, kemikalie og plastik. Floden som strækker sig gennem 7 provinser er en vigtig kilde for drikkevand, da den skal forsyne omkring 20 byer med vand, heriblandt indbyggerne i Shanghai. Der hældes årligt omkring 30 milliarder tons spildevand i floden, hvoraf noget er renset og andet ikke er.

Greenpeace har foretaget en undersøgelse af, hvordan den store mængde af udledt spildevand påvirker økosystemet og hvordan fiskebestanden i floden påvirkes. I undersøgelsen fandt Greenpeace de hormonforstyrrende kemikalier alkylphenols (AP) og perfluorinated chemicals (PFC) i en af områdets populære og spiselige fisk. Både AP og PFC er meget anvendt i tekstilindustrien på trods af, at disse kemikalier selv i små mængder er sundhedsskadelige. Produktionen af PFC og AP er globalt set faldende, mens produktionen i Kina er stigende.