postheadericon Nogle gange synger politiet med

MessengerBand 1'Short contract worker' eller 'Suffering from Privatization". Måske lyder det ikke som titlerne på hitnumre fra et populært kvindeband. Men lad dig ikke narre: Er du analfabet, og har fattigdom tvunget dig i arbejde på en af Cambodjas tekstilfabrikker, ja så går sangene rent hjem. Navnet er 'Messenger Band' og missionen er at forbedre de cambodjanske syerskers forhold.

Messenger Band er et protest kvindeband dannet af tidligere tekstilsyersker. Deres sange handler om syerskernes problemer i landets største eksportsektor. Sreynaos fortæller mig om yndlingssangen 'No Choice', som hun siger handler om hendes families situation. For syersker som Sreynao er Messenger Bands sange er både terapi og et vigtigt våben i kampen for bedre løn- og arbejdsforhold

I Cambodja kender man undertrykkelsens sprog alt for godt – men med Messenger Bands sange får retfærdigheden også en melodi.

No Choice
I et af Phnom Penhs fabrikskvarterer arbejder Norm Sreynao som syerske. En 17 årig pige, der for fem måneder siden kom til Phnom Penh fra en landsby i Takeo provinsen. Alligevel synes hun ikke, at hovedstaden Phnom Penh virker stor. "For mig er hovedstaden lille, for jeg kender kun vejen fra mit rum og hen til tøjfabrikken", fortæller hun mig.

Hver måned sender Sreynao hele sin løn på 100$ hjem. Selv lever hun for det, hun kan tjene på at tage overarbejde. Sreynao græder, da hun fortæller sin historie, og jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen. Men da jeg nævner Messenger Band, lyser hun en smule op.

MessengerBand 2

No Choice (Messenger Band, 2006)

Chres Chnoul Chrum village is near by the village of Kor and Ta Ngov; Many years ago it's left behind just with problems; we can farm only one time per year; how do we live? As the rainy season comes, but there is no rain.

Both uncles and aunts resist in hardship; the children are unable to go to school; their stomachs are hungry so that they can not study; mothers owe double debt due to loan interests; how can we do with all services are costly charged.

We were away from mothers for employing as household servants and construction or garment workers; we have no alternative choice for just our families; we lost the land and the money interests still remained; even we work hard but can help nothing.

With low salaries; how can we survive; all kinds of goods never declined but just subsequently increased. This is the neo-liberalization. It confuses us to see the bad thing as good.

'No Choice' er oversat fra Khmer til Engelsk og er 17-årige Sreynaos yndlingssang.

På turné med budbringerne
Bussen kører af Road No 1. En hovedvej, der går helt til Vietnam. Men så langt skal de ikke. De 30 passagerer er fordelt i to minibusser og på vej til en landsby i den østlige provins Svay Rieng godt 100 km øst for Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.

Messenger Band blev dannet af tekstilsyersker i 2005. Bandets medlemmer har mellem 4 og 15 års erfaring som syersker i tekstilsektoren, der står for 95 procent af Cambodjas eksport.

I efteråret 2014 var Messenger Band på turné i provinserne Svay Rieng, Kompong Speu og Prey Veng for at oplyse befolkningen på landet om syerskernes livsvilkår.

Ved færgeovergangen er der kø. "Se de synger inde i den anden bus", lyder det fra en af pigerne, da de to busser kommer til at holde skråt overfor hinanden i virvaret af gadesælgere og forskellige transportmidler. Et vindue bliver rullet ned. "Hvad! Keder I jer derovre – skal jeg virkelig komme over og sætte gang i jer?!" Det er Nom Sophors, som råber fra sin syngende og klappende bus. Hun er kendt for at være lidt af en spasmager. Hendes drillende og smilende opførsel i bussen står dog i direkte kontrast til den alvor og indlevelse, hun sammen med de andre bandmedlemmer leverer på scenen samme aften. Sophor løber ud af sin bus og med lidt skubben og masen manøvrer den orangehårede kvinde sig ind blandt passagerne i den mindre energiske bus.

MessengerBand 4

Da bussen igen triller ud af Road nr. 1 får den nye passager sat gang i sangstemmerne med en leg. Det afsluttende bogstav i det første holds sang, skal modstanderne finde en sang der starter med. Det giver anledning til både diskussion og høj latter. Det hele minder på mange måder om en skoleklasse på lejrtur. Men bag den ubekymrede overflade gemmer sig en dyb alvor. Drengene i bussen er børn af tidligere sexarbejdere, og de tjener i dag deres penge som hiphop-dansere. Og så er der Messenger Band og modellerne. Kvinderne har alle arbejdet - eller gør det stadig - i tekstilbranchen. Flere af syerskerne har taget fri fra arbejdet på nogle af Phnom Penhs mange fabrikker for at kunne optræde denne lørdag. Turen er både et tiltrængt frirum fra den hårde hverdag men også en måde at sikre, at andre kvinder ikke ender i samme situation. Messenger Band er på vej med et budskab. Et budskab, der skal nå helt ud til landsbyerne og landets unge - Cambodjas bambusskud.

Fredelig forandring
Messenger Band blev dannet i 2005 og Saem, som med et overlegent cambodjansk sangrepertoire har taget føringen i bussens sangleg, blev sammen med 4 andre udtaget til at være et af bandets medlemmer. I dag er hun også koordinator for bandet, og er en af hovedarrangørerne bag turnéen med alt hvad det indebærer af koordinering; transport, overnatning, forplejning, scene, musikere og information om eventen.

Bag sig har Messenger Band en række cd'er, koncert i Hong Kong, TV-optrædninger og deres musik bliver spillet på lokale radiostationer. Bandet er det første kvindelige protestband, som laver politisk folkemusik for at styrke arbejderkampen og kvinders rettigheder. Messenger Band er med når syerskerne strejker eller demonstrerer. Stående på taget af en bil synger de for i megafoner og folkemængden stemmer i.

Fremme i landsbyen
Omkring klokken 13 drejer bussen af ved en mudret vej. Passagererne svajer fra side til side som siv, når et hjul skrider ned i et af vejens huller. Endelig når vi frem.

Under nogle træer ved siden af et af de traditionelle huse, bygget på stolper, er borde og stole til 30 mennesker dækket op. Plastikmøblerne er dækket af farvestrålende stof og på bordet står maden, bestilt hos en lokal catering. Her bliver frokosten og senere aftensmad indtaget. 200 meter nede af vejen ligger tempelområdet. En gruppe munke vandrer afslappet rundt, og en dreng med en for stor cykel ser nysgerrigt op på den store scene, der er blevet stillet op i den ellers stille landsby. På scenen er fire musikere i færd med en lydprøve.

Fra syerske til showbizz
Klokken er syv men band og modeller fortsætter ufortrødent med det, der må være femte lag make-up. "Kom nu" forsøger Saem og går mod bussen. Ingen følger efter hende - og hun gentager manøvren et par gange, før damerne tager notis af det.

Klokken halv otte kører de to busser ind på tempelpladsen. Godt 1.000 mennesker er dukket op og det samme er boder og ballonsælgere. Taxichaufførerne mellem Phnom Penh og provinsen har spredt budskabet om koncerten og den lokale teatergruppe, som selv optræder i showet, har samme morgen annonceret koncerten ved at køre rundt med en højttaler i landsbyen. Og så er der naturligvis også en anden væsentlig detalje. Det er tørvejr.

I rampelyset
Bag scenen balancerer Somaly Sok i sine høje hæle op af en usikker trappe. Hjemmevant træder hun ud i lyset fra de stærke projektører. Somaly Sok er vært for aftenens show og så langt hun kan se, stirrer opmærksomme ansigter op på hende. Lige nedenfor scenen beundrer en række piger hende, mens deres hænder knuger i et fast greb om scenehegnet og deres plads med godt udsigt.

Somaly Sok har selv arbejdet som syerske i mange år, inden hun blev aktivist. Hun fortalte ikke sine forældre om, hvor hårdt hun måtte arbejde og hvor meget overarbejde hun tog for at sende penge hjem til sin familie. Det er et stort problem, som går igen blandt syerskerne i Cambodja. De fortæller ikke selv deres familie, hvor hårdt livet er for dem i tekstilbranchen. Heller ikke siden, hun er begyndt at optræde for at oplyse om syerskernes løn- og arbejdsforhold, har hun åbnet op for den hårde snak med forældrene. "Jeg ser dem kun til højtiderne, så er der ikke grund til at gøre dem kede af det", konkluderer hun.

Nu står Somaly Sok oppe på scenen. Messenger Band gør sig så umage: Hvert nummer betyder nye kostumer og nye danse-moves. Bandmedlemmerne ved, at det ikke er nok med en hård tekst. Det skal også være underholdende og smukt, hvis alle skal lytte. Og det skal de. For syerskernes løn er et familie-issue. Skal lønnen hæves, skal familierne være med til at forstå pigernes arbejds- og lønforhold. Ellers kan de ikke forstå og bakke op om pigernes aktivisme og kamp for bedre løn.

MessengerBand 9

Et modeshow langt fra Fashion Week
"Hvor mange arbejder som syersker?" spørger Somaly Sok publikum. En del hænder ryger i vejret. Fra scenen begynder bassen at banke fra højtalerne. Ind kommer den ene cambodjanske skønhed efter den anden. Stramme sorte kjoler og høje stilletter i fast takt helt ud for enden af catwalken.

Det er blevet tid til modeshow. Et modeshow, der på mange måder adskiller sig fra den slags, modebranchen flokkes om til Fashion Week i København. Til dette modeshow handler det nemlig ikke om tøjet, men derimod om dem, der syr det.

Aftenens job som model er blot en bibeskæftigelse. Til hverdag arbejder kvinderne som syersker i Cambodjas største eksportsektor. Her må de hver dag stå model til lave lønninger og tvunget overarbejde for tøjbrands som H&M, Adidas og GAP.

Da modellerne går deres anden runde på podiet, er det ikke for at præsentere et nyt sæt tøj. I stedet bærer hver model et skilt med oplysninger om deres livssituation. På dette skilt præsenteres modeshowets tema: 'En syerskes månedlige udgifter'.

Til slut samles modellerne er på scenen. De viser skiltene frem. Et viser, at en syerske i 2014 ofte har udgifter til bolig, elektricitet og vand på 30 US$ om måneden, mens et andet oplyser, at de månedlige udgifter til mad udgør omkring 60 US$.

MessengerBand 10

I oktober 2014 lå en syerskes minimumsløn på 100 US$. For overhovedet at kunne sende en smule penge hjem til familien i landsbyen er kvinderne nødt til at tage overarbejde, sommetider både om aftenen og natten.

Der bliver stille blandt publikum. Nogle mumler lavmælt. "Hvor skal de så arbejde, hvis de ikke kan være syersker - vi har ikke noget valg," siger en mand bag mig.

En aktivist fra Messenger Bands kontor har stillet sig ved siden af mig nede blandt publikum. Hun ser analyserende rundt på publikum. "Der er altså lidt for mange der græder," konstaterer hun tørt henvendt til mig. En bemærkning, jeg ofte har hørt om Messenger Band. Men sangene beskriver ikke kun de dårlige forhold. De oplyser også om rettighederne, som syerskerne faktisk har ifølge loven - men som ikke respekteres.

Sound of Da' Police!
"Vi synger også til demonstrationerne," forklarer Messenger Bands koordinator, Saem. Messenger Band ved hvordan man laver en ørehænger eller et genkendeligt omkvæd - og det bruger de som et ikkevoldeligt våben i syerskernes aktivisme. Og det giver pote.

"Jeg elsker Messenger Band - jeg har været til flere af deres koncerter - Og jeg er meget imponeret over, at de tør " siger Rachel, der har arbejdet i Cambodja de sidste seks år for at skabe den bæredygtige tøjvirksomhed Tonlé'.

MessengerBand 11

Rachels bekymring er ikke ubegrundet. I januar 2014 blev 23 fagforeningsaktivister arresteret i forbindelse med deres kampagne for højere løn. Og 5 omkom efter, at politiet havde affyret skud mod demonstranter.

Alligevel fortsætter Messenger Band ufortrødent med deres blanding af aktivisme og cambodjansk folkemusik. Alligevel trodser de forsamlingsforbud og synger til demonstrationer for en højere løn. Og Saem ved det gør en forskel. For det er ikke kun syerskerne, der kender Messenger Bands ørehængere.

"Nogle gange synger politiet med på omkvædet" griner hun og efterligner politiet ansigtsudtryk, når de opdager, at de rocker med. "Politiet glemmer, at de er kommet for at bekæmpe os" siger Saem med et triumferende smil

OH! Life of garment workers (Messenger Band, 2006)

Oh! Life as garment workers is very hard, because we work day and night; this is because we want to earn some money so that we could help our family's poor living conditions.

We leave our village and stay in Phnom Penh; we suffer a lot and we are away from everyone we love; we rent a room and live alone; we are so full of sorrow.

Chorus:

Why is this fate of our lives? We are only young girls and garment workers; other people they insult us, say we are bad girls; that we are poor and we are not respectable.

Oh! My fate, it was dealt a long time ago; why do you not feel sympathy for my life at all? My life is very hard; there is no peace in my life, just sorrow.

Reportage af Tanja Kjeldgaard