postheadericon Adulhalim Demir - sandblæsningarbejder

Interview med Adulhalim Demir - en tidligere sandblæsningarbejder fra Tyrkiet, som lider af silikose og ikke længere kan forsørge sine børn.

Jeg kom til Istanbul i slutningen af 1990'erne på udkig efter arbejde.  Jeg voksede op i landsbyen Taslicay i Bingol regionen i det østlige Tyrkiet. I den østlige del af Tyrkiet var der næsten ingen arbejdspladser. Mine forældre var landmænd og havde kvæg. Med på grund af det kurdiske PKKs væbnede oprør, blev det forbudt holde græssende kvæg i bjergene. Vi kunne derfor ikke længere finde steder hvor vores kvæg kunne græsse og vi blev nødt til at sælge alle vores dyr. Der er ingen anden industri i området, så min far ikke havde nogen indtægt. Jeg måtte holde op med at gå i skole, og rejse til Istanbul i håb om at finde arbejde

I Istanbul havde jeg ingen slægtninge eller venner. Jeg søgte arbejde på de steder hvor migrantarbejderene findes. Men migrantarbejdere får kun de de mest beskidte og farlige jobs.

Jeg fik først arbejdede for Leke Jeans. Oprindeligt i en anden afdeling, men jeg sov i sandblæsnings afdelingen. Efter nogen tid, sagde da, at hvis jeg ønskede at fortsætte med at bruge kunne sove de skulle jeg begynde at arbejde som sandblæser. Jeg arbejdede der i to måneder.

I 1998-1999 arbejdede jeg i et helt år som en 'master sandblæser' i en fabrik, der producerede for jeans for Tommy Hilfiger. Jeg arbejdede der, og sov der. Jeg tror, at det må have været den periode, der gjorde mig syg.

Det var senere under aftjening af min værnepligt, at jeg opdagede, at jeg har silikose. Jeg var for syg til at kunne løbe, men lægerne kunne ikke give mig en diagnose. De sagde, at jeg var OK.

En af mine slægtninge var også blevet syg, med de samme symptomer. Men han fik diagnosen silikose, fordi hans læge kendte til problemet med sandblæsning, og han fik derfor en lægeerklæring. I hans tilfælde var sygdommen allerede meget fremskreden, og han døde kort tid efter. Så blev jeg også diagnosticeret med silikose. Vi var i en gruppe af tidligere sandblæsningsarbejdere, der havde samme symptomer. Jeg husker, at vi var 157 mand. Ud af dem, viste 145 sig at have silikose.

Først senere lærte jeg om mine rettigheder som arbejdstager, men jeg var blevet snydt. Virksomheden havde manipuleret med papirarbejdet omkring min sociale forsikring, bl.a. via falsk bogføring. Så selv om jeg havde en kontrakt og betalt min sociale forsikring, har i tre år måttet kæmpe for at bevise jeg overhovedet har arbejdet som sandblæser, og at mine helbredsproblemer skyldes fra mit arbejde.

Staten siger, at eftersom jeg har arbejdet på det uformelle arbejdsmarked, så er det ikke statens ansvar. Man hvis staten havde levet op til sit ansvar, ville disse problemer slet ikke være opstået.

Alle som arbejdede med sandblæsning er syge nu. Jeg ville ønske jeg havde kendt til faren i forvejen. Hvis jeg havde vidst det, vill jeg aldrig have arbejdet som sandblæser. Jeg vil nu advare alle arbejdstagere i andre lande om den skjulte fare ved sandblæsning.

Min sygdom har spredt sig til 46 procent af mine lunger. Jeg kan ikke lave fysisk arbejde, kan jeg ikke løbe eller klatre. Hvis jeg bliver forkølet, er det meget farligt for mig. Jeg har åndenød hele tiden og jeg kan ikke tale, da det kan forværre min sygdom. Nogle gange er jeg nødt til at tage på hospitalet i en måned og få direkte ilt.

Jeg har tre børn, som er ti, syv og seks år gamle. Jeg finder det smertefuldt at jeg ikke kan arbejde og tjene en ordentlig indkomst. Jeg prøver på ikke at tænke over disse ting. Hvis jeg tænke positivt, vil sygdom måske ikke forværres yderligere.

Jeg vil gerne bruge min tid på at arbejde for forhindre at andre arbejdere bliver syge på grund af sandblæsning. I min landsby Taslicay i det østlige Tyrkiet bor der 2000 mennesker. Mere end 300 er nu blevet syg af sandblæsning. Firs af mine slægtninge er syge.